Kollektivistisk anarkisme

Anarko-kollektivisme (også kendt som anarkistisk kollektivisme) er en revolutionær anarkistisk ideologi, der ønsker afskaffelsen af staten og den private ejendomsret. I stedet vil samfundets værdier blive ejet kollektivt, hvor folket selv skal administrere sine egne arbejdspladser gennem et fællesskab af kommuner. Dette fællesskab skal skabe en organisering af samfundet fra neden og op, i stedet for at samfundets majoritet skal styres af et autoritært mindretal. Man kan kalde anarko-kollektivismen for den første socialistiske anarkisme, eftersom det var den første anarkisme der helt afviste markedet, efter dets udspring af Proudhons mutualistiske ideer under Første Internationale.

I anarko-kollektivismen er kommunen det helt centrale, og der er ikke nogen der har privilegeret ret til at bestemme hvad der skal produceres. Det er fællesskabet der skal beslutte dette kollektivt. Arbejdernes lønninger skal fastsættes i demokratiske organisationer baseret på de arbejdstimer de har lagt i produktionen. Dette står i kontrast til anarko-kommunismen, hvor lønninger helt ville blive afskaffet, og hvor individerne frit ville kunne tage fra varelagre der indeholdt samfundets oparbejdede værdier, for at kunne ”nyde efter behov”[1]. Fra dette perspektiv, kan anarko-kollektivismen ses som en blanding af individualisme og kollektivisme. [2]

E. H. Carr, en historiker der skrev om Mikhail Bakunin[3], gengav en af Bakukins taler således i sin bog Mikhail Bakunin:

Jeg er ikke kommunist, fordi kommunismen samler og opsluger alle samfundskræfter i staten, fordi det nødvendigvis ender med, at al ejendom forvaltes af staten, hvor jeg derimod ønsker afskaffelsen af staten[.] … Jeg ønsker, at samfundet og den kollektive ejendom organiseres fra neden af og op via frie foreninger, og ikke ovenfra og ned via en autoritet. … Det er i denne betydning af ordet, mine herrer, at jeg er kollektivist, og ikke kommunist.[4]

Den anarkistiske kommunisme er for det mest associeret med Mikhail Bakunin, de anti-autoritære dele af den Første Internationale, og den spanske anarkistbevægelse.

  1. ^ For et eksempel på sådan en samfundsform i praksis, kan der historisk refereres til det anarkistiske Catalonien
  2. ^ Morriss, Brian. Bakunin: The Philosophy of Freedom. Black Rose Books Ltd., 1993, side 115
  3. ^ Den engelsksprogede standardbiografi om Bakunin er den der er skrevet af E. H. Carr, og derfor er mange citeringer og kildehenvisninger henvist til denne bog. En ny biografi, Bakunin: The Creative Passion, af Mark Leier, blev udgivet af St. Martin’s Press d. 22. august, 2006, hardcover, 320 sider, ISBN 0-312-30538-9
  4. ^ Fra Carr, Michael Bakunin, side 356; En passage fra en af Carrs gengivelser af Bakukins taler. Denne passage svarer ikke fuldkommen til Kongressens gengivelse i ’’Bulletin sténographique du deuxième Congrès de la Paix et de la Liberté’’ (Berne), nr. 2 (23. september 1868): 119, hvilket muligvis er fordi at Carrs kilde bruger en russisk oversættelse af en separat udgivet fransk udgave af talen. Ændringerne ændrer dog ikke substansen i Bakunins tale, men giver derimod snarere tydeliggørelse af de ideer der bliver udtrykt.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne